Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Temaer
  3. Socialt ansvar og CSR
  4. Opkvalificering

Opkvalificering for medarbejdere, der har brug for noget særligt

I de kommende år vil mange arbejdspladser blive forandret af robotter, automatisering og kunstig intelligens. Det kommer til at stille nye krav til medarbejderne – en udfordring, som ikke mindst ufaglærte og kortuddannede medarbejdere og dem, der lige nu er på kanten af arbejdsmarkedet, kommer til at mærke.

Når alle medarbejdere har de nødvendige kompetencer, får I som virksomhed:

  • færre fejl
  • større fleksibilitet
  • stærkere faglighed og er
  • bedre rustet til fremtiden. 

For medarbejderne er opkvalificering en sikring af, at de også fremover har en plads på arbejdsmarkedet.

Sådan griber I det an

En del virksomheder oplever, at flere medarbejdere ikke har mod på efteruddannelse. Det kan skyldes dårlige skoleerfaringer, vanskeligheder med at læse og skrive eller bare, at det er lang tid siden, de har siddet på en skolebænk.

Lav en plan

Vi anbefaler, at virksomheden laver en plan for kompetenceudviklingen. Fortæl om andre i samme situation, som har haft glæde af at komme i gang med kompetenceudvikling.

Find ambassadører

Find ambassadører, som kan se meningen med kompetenceudvikling, og som kan være med til at bære det ud til kollegaerne. Det kan være afdelingsledere, tillidsrepræsentanter eller andre kulturbærere på arbejdspladsen.

Fortæl ambassadørerne om jeres overvejelser og planer, så de er klædt godt på i forhold til at vise vejen for dem, der kan være usikre på, hvad der skal ske.

Afklar kompetencerne

Gennem AMU (arbejdsmarkedsuddannelser) er der mulighed for gratis at få kompetenceafklaret dine medarbejdere. Her bliver medarbejderens reelle kompetencer vurderet i forhold til en AMU-uddannelse, en erhvervsuddannelse eller almene fag på Almen Voksenuddannelse. Det gælder uanset, om de har opnået deres kompetencer på jobbet eller på skolebænken. En realkompetencevurdering kan betyde, at en bestemt uddannelse kan afkortes, fordi der er dele af det, man skal lære på uddannelsen, man allerede kan.

For ufaglærte og for medarbejdere med en erhvervsuddannelse som den længste uddannelse er realkompetencevurdering gratis.

Udbydere af FVU-undervisning tilbyder screening af medarbejderes dansk- og matematikkompetencer, så man kan vurdere det konkrete behov. Udbydere af ordblindeundervisning tilbyder en ordblindetest, før man starter undervisningen for at klarlægge, om vedkommende er ordblind.

Det kan være en fordel, at kompetenceafklare eller teste ALLE medarbejdere. På den måde undgår man, at nogle medarbejder holder sig tilbage, når talen kommer på efteruddannelse.

Hvis der er brug for noget særligt for at komme i gang med efteruddannelse

Mindst 600.000 danskere har læse-skrivevanskeligheder, og heraf er en del ordblinde. En million danskere har udfordringer med IT. Nogle har vanskeligt ved at koncentrere sig om at lære nyt. En del flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet har sproglige udfordringer. Og for mange er det lang tid siden, de har siddet på en skolebænk.

Rundt omkring er der altså mange personer med udfordringer, der kan gøre det til en udfordring at deltage i efteruddannelse. Men der findes en række forskellige muligheder for alligevel af få den nødvendige opkvalificering. 

Bliv klogere på mulighederne herunder: 

For medarbejdere, som har læse-skriveproblemer:
  • Brug sidemandsoplæring, hvor I tager hensyn til, at man ikke skal lære ved at læse, men ved at få opgaver vist i praksis. Sidemandsoplæring er en oplagt mulighed for at sprede den viden, I allerede har indenfor dørene.
  • Man kan låne en IT-rygsæk på uddannelsesstedet, hvis man har vanskeligt ved at læse, skrive eller regne. Så kan man fx få hjælp til at få teksterne i kursusmaterialet læst højt.
  • Man kan låne IT-udstyr gennem jobcentret, hvis hjælpemidlet er afgørende for at udføre jobbet, og der er tale om udstyr, som ikke normalt er på arbejdspladsen.
  • Brug apps, som kan "oversætte" fra tekst til tale og fra tale til tekst.
  • Man kan deltage i Almen voksenuddannelse, som afsluttes med eksamen på 9. eller 10. klasses niveau. Der kan både være tale om dag- og aftenundervisning. (Der er deltagerbetaling).
  • Man kan deltage i FVU (forberedende voksenundervisning), hvis man har brug for at blive bedre til læsning eller matematik. Der er ingen deltagerbetaling, og der er mulighed for SVU (Statens voksenuddannelsesstøtte).
  • Man kan deltage i ordblindeundervisning, hvis man er ordblind. Der er ingen deltagerbetaling, og der er mulighed for SVU (Statens voksenuddannelsesstøtte).
  • Man kan få personlig assistance under efter- og videreuddannelse, hvis medarbejderen har en varig og betydelig funktionsnedsættelse, fx ordblindhed. Personlig assistance bevilges af jobcentret.
For medarbejdere, som er to-sprogede:
  • Brug sidemandsoplæring, hvor I tager hensyn til, at man skal have enkle forklaringer, have tingene vist i praksis, have hjælp til at huske ved at skrive ned eller tage billeder med mobilen og have hjælp til nye ord og vendinger. Sidemandsoplæring er en oplagt mulighed for at sprede den viden, I allerede har indenfor dørene.
  • Brug apps (fx Google Translate eller SayHi) til oversættelse af enkelte ord eller sætninger i det daglige.
  • Man kan deltage i særlige AMU-kurser for to-sprogede, som er en kombination af faglige kurser og AMU-kurser i dansk, hvis man mangler de sproglige forudsætninger for at deltage i AMU-kurser. Der er deltagerbetaling og mulighed for at søge VEU-godtgørelse.
  • Man kan bede om en sprogtest hos AMU-udbydere inden kursusstart for at finde ud af, om der er behov for et særligt kursus for to-sprogede.
  • Man kan deltage i AMU-kurser med tolk eller kurser gennemført på et andet sprog. Der er deltagerbetaling og mulighed for at søge VEU-godtgørelse.
  • Man kan deltage i FVU-start for to-sprogede eller FVU-læsning for to-sprogede Der er ingen deltagerbetaling, og der er mulighed for SVU (Statens voksenuddannelsesstøtte).
  • Man kan deltage i Dansk som andetsprog på Almen voksenuddannelse. Der er deltagerbetaling.
For medarbejdere, som har andre udfordringer:
  • Brug sidemandsoplæring, hvor I tager hensyn til, at man måske skal lære i rolige omgivelser, have ting gentaget, have hjælp til at huske ved at skrive ned eller tage billeder med mobilen. Sidemandsoplæring er en oplagt mulighed for at sprede den viden, I allerede har inden for dørene.
  • På fx AMU-kurser kan man få SPS-støtte (specialpædagogisk støtte) hvis man har særlige behov. Det kan fx være en støtteperson eller hjælpemidler. 
  • Man kan få personlig assistance i hverdagen og under efter- og videreuddannelse, hvis medarbejderen har en varig og betydelig funktionsnedsættelse, fx koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer eller lignende. Personlig assistance bevilges af jobcentret.

Her finder du et overblik over de forskellige muligheder – særligt for ufaglærte.

Kursusmuligheder

AMU-kurser (arbejdsmarkedsuddannelser)

AMU-kurser (arbejdsmarkedsuddannelser) er kortere kompetencegivende kurser særligt rettet mod ufaglærte og faglærte. For beskæftigede er der mulighed for VEU-godtgørelse under et AMU-kursus. Læs mere om AMU-kurser her

Alt efter den pågældendes uddannelsesbaggrund er der deltagerbetaling på kurserne.

For ledige er der forskellige regler alt efter situation. Kontakt jobcentret for at høre om de konkrete muligheder.

FVU (forberedende voksenundervisning)

FVU (forberedende voksenundervisning) er undervisning til alle over 25 år, som ønsker at blive bedre til i hverdagen at læse, skrive og regne. Der er også mulighed for at deltage i FVU-digital og FVU-engelsk for personer i beskæftigelse.

Undervisningen er delt i trin, og man starter på det trin, der passer til den pågældende. Det sidste trin i dansk og matematik svarer i sværhedsgrad til 9. klasse. Der er ikke deltagerbetaling på FVU, og man kan søge Statens Voksenuddannelsesstøtte.

Læs mere om FVU på ug.dk

AVU (almen voksenuddannelse)

AVU - almen voksenuddannelse er for voksne, som gerne vil forbedre sig fagligt på 9. eller 10. klasses niveau. Der er deltagerbetaling, og er man i job, er der mulighed for at søge Statens voksenuddannelsesstøtte.

Læs mere om AVU på ug.dk

Er man under 25 år, er tilbuddet i stedet FGU – den forberedende grunduddannelse.

Integrationsgrunduddannelsen

IGU – integrationsuddannelsen er en to-årig uddannelse, hvor flygtninge og familiesammenførte til flygtninge bliver opkvalificeret til at kunne få job eller gå i gang med en erhvervsuddannelse. 

IGU består af en kombination af praktik på en offentlig eller privat virksomhed og et skoleforløb, som tilrettelægges individuelt.

I praktikken betaler arbejdsgiver løn svarende til EGU-satsen i overenskomsten. IGU-eleven er i øvrigt ansat på overenskomstmæssige vilkår.

Skoledelen supplerer IGU-uddannelsen med fx danskundervisning, AMU-kurser, FVU – (forberedende voksenundervisning), fag på 9. eller 10.klasses-niveau alt efter det konkrete behov.

Der er en bonus til virksomheder, som ansætter en IGU-elev.

Læs mere om regler for integrationsuddannelsen

Læs mere om integrationsuddannelsen på ug.dk

Ordninger og økonomi

Kompetencefonde

Medarbejdere, der er omfattede af en række overenskomster, kan anvende kompetencefondene.

Man kan søge hel eller delvis dækning af udgifter til fx kursusgebyr, materialer, overnatning og transport. Alt efter overenskomst er det enten medarbejderen eller virksomheden, som søger om refusion.

Læs mere om kompetencefonde hos den relevante faglige organisation.

Jobrotation

Jobrotation giver offentlige og private virksomheder mulighed for at efteruddanne ansatte samtidig med, at en ledig vikar varetager den ansattes arbejdsopgaver.

Der er to forskellige måder at organisere jobrotation:

  1. Den ansatte kommer på efteruddannelse med godtgørelse. Samtidig ansættes en ledig på overenskomstmæssige vilkår med et tilskud fra jobcentret til løn og uddannelsesudgifter.
  2. Den ansatte, som højst har en erhvervsuddannelse eller har en forældet uddannelse, kommer på efteruddannelse med løn, og arbejdsgiver får jobrotationsydelse fra jobcentret. Samtidig ansættes en eller flere ledige som vikar på overenskomstmæssige vilkår. Jobrotationsydelsen er højeste dagpengesats plus 60%.

Jobcentret kan hjælpe med at planlægge forløbet og etablere kontakt til relevante uddannelsesinstitutioner.

Læs mere om jobrotation

Voksenlærlingeordning

Virksomheder har mulighed for at få et tilskud til lønnen til medarbejdere og ledige over 25 år, som ønsker at gå i voksenlære.

Et af kravene er, at der i praktikperioden udbetales en løn, der svarer til mindstelønnen for en ikke-faglært inden for det pågældende område.

Der er tre forskellige målgrupper i voksenlærlingeordningen:

  • Ledige ufaglærte og ledige faglærte med en forældet uddannelse
  • Ledige faglærte med mere end seks måneders ledighed
  • Beskæftigede ufaglærte.

Læs mere om voksenlærlingeordningen på star.dk

Sporskifteordningen

Er man medarbejder i en branche med øget risiko for nedslidning, er der mulighed for økonomisk støtte til et sporskifte. 

Man kan søge økonomisk støtte til: 

  • Vejledning og afklaring
  • Op til 40-dages efteruddannelse – fx AMU
  • Praktik i en anden virksomhed.

Læs mere om Sporskifteordningen

- Vi ved, at medarbejdere, som har deltaget i kompetenceudvikling, får nye kompetencer, mere selvtillid og mod på nye arbejdsopgaver og efteruddannelse.

Bente Nissen, seniorkonsulent i Cabi

INSPIRATION

Arbejder du i jobcenter? Få inspiration her

Jobcenter Lemvig har succes med at sikre arbejdskraften til lokale virksomheder med voksenlærlinge.

Læs mere her

VIDEN OG BAGGRUND

Virksomhedsforlagt undervisning - Flyt undervisningen ud på virksomhederne

Virksomhedsforlagt undervisning er undervisning, der foregår ude på virksomheden i virksomhedens egne lokaler. Det kan give mange fordele og stor fleksibelt. Læs mere om virksomhedsforlagt undervisning

PUBLIKATION

Kom godt i gang med opkvalificerng

Få gode råd, mere viden og inspiration fra virksomheder, så din virksomhed ved at løfte kompetencer kan fastholde og forebygge samt bruge opkvalificering, når I ansætter udsatte ledige. Læs publikationen

SPØRG CABI

Har du spørgsmål?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven

Bente Nissen

Skånejob | Nydanskere og integration | Veteraner | Job og handicap | Kontanthjælpsmodtagere +30
Tilgå Bente Nissen på LinkedIn